Når Patrick Smith stiller sig op på scenen mærker man med det samme at her er noget særligt. Ingen påtagede klicheer eller væremåder. Det er bare en naturlig autoritet der træder op.

Patrick har vidst hvad han ville fra sine tidlige teenageår. Og dermed vidste han også hvad han ikke ville: ingen klæbende krav og tilretning til et system der er til for systemets skyld, ikke det enkelte menneske.

Kompromisløst har han levet i sin boble, væk fra meningsløsheden og de snærende bånd. I stedet lever han i pagt med drømmen, kærligheden og friheden. Og det er i denne sfære han fortæller sin historie om alt det vi andre længes efter og søger bare et lille pust af.

Det er denne aura der fornemmes når han træder op på scenen med sin guitar. Poesi og musik er så kraftfuld i sin styrke fordi han mener det med hud og hår at det helt naturligt overmander ens egen sjæl. Man skal have sit hele store panser op for at undgå at blive tryllebundet af det univers, vi alle burde have lov til at leve i hele tiden: drømmen, kærligheden, friheden.

Det er store ord. Men det er også stor kunst. Det er Patrick Smith.